FORRETNING OG IDÉ
Aktiviteter
Alm. Brand A/S er en dansk finansiel koncern bestående af et børsnoteret holdingselskab og en række forretningsdrivende datterselskaber. Aktiviteterne spreder sig over skadeforsikring, bankvirksomhed og liv- og pensionsforsikring. Ligeledes drives der investeringsvirksomhed som et naturligt led i den primære drift.
Idé og vision
Alm. Brand ønsker, at kunderne kan få dækket alle deres finansielle behov et og samme sted. Samtidig skal de udbudte produkter og services være af høj kvalitet.
Med udgangspunkt i visionen "Vi skal tage hånd om vores kunder" sikres en høj kundetilfredshed. Sammen med betydelige præmiebesparelser, såfremt kunden samler sine finansielle forretninger i koncernen, sikrer denne tilgang en høj loyalitet blandt kunderne. Dette er ikke mindst i skadeforsikring afgørende for lønsomheden.
Kunder
Koncernens kernekunder for forretningsområderne Skadeforsikring og Liv og Pension private, landbrug samt mindre og mellemstore erhvervskunder. For banken er kernekunderne private og institutionelle kunder.
Koncernens loyalitetsskabende dobbeltKUNDE-koncept er i en positiv udvikling med nu ca. 25.000 dobbeltkunder (målt på husstande). Undersøgelser viser, at disse kunder er meget tilfredse og loyale samtidig med, at alle nye køb foretages i koncernen.
Distribution
Alm. Brand distribuerer sine produkter via en række fælles kanaler på tværs af forretningsområderne. Dette understøtter krydssalgsstrategien og den samlede servicering af kunden.
Koncernen er opdelt i fem geografiske regioner med hver sin direktør, der har det samlede kundeansvar. Distributionen sker bl.a. via 26 filialer/butikker fordelt over hele landet. Salg og service understøttes endvidere af centrale kundeservicecentre og via koncernens hjemmeside. Det samlede salgskorps er på ca. 560 medarbejdere – heraf 260 assurandører. Endelig understøttes hele landet af stabsfunktionerne på hovedkontoret i København.
Også i salgs- og serviceprocessen møder kunden én samlet koncern. Således vil rådgiveren, såfremt kunden ønsker det, kunne se kundens samlede engagement i Alm. Brand og rådgive på et samlet grundlag.
Under salgssystemet ligger helt nye og avancerede forsikrings- og pensions- og analysesystemer, der fremover forventes at blive en konkurrencemæssig fordel for koncernen.
Den fælles platform betyder, at markedsføringen af koncernens produkter og services sker på en fælles platform. Således er der en betydelig spill-over-effekt, når der reklameres både for det fælles dobbeltkundeprodukt såvel som for enkeltprodukter og –forretningsområder.
Investeringer
Alm. Brand koncernen følger en konservativ investeringsstrategi for sine tre forretningsområder og for moderselskabet i særdeleshed. Således er moderselskabets investeringer placeret i AAA-ratede danske statsobligationer med kort løbetid. Der er indgået kapitalforvaltningsaftale med Alm. Brand Bank A/S.








