AKTIER
Aktier giver typisk mulighed for et højere afkast end obligationer, men kræver både mere tid og is i maven. | ![]() |
Aktier er en del af virksomheden
Når du investerer i aktier, er det som at købe en del af en virksomhed. I nogle virksomheder køber du en forholdsvis stabil indtjening år for år, mens du i andre virksomheder risikerer større udsving. Det er meget svært at vælge netop de aktier, der vil stige mest i kurs, så vi anbefaler almindeligvis at du køber aktier i flere forskellige virksomheder. Det kaldes risikospredning.
Hvad påvirker aktiekursen?
Der er en lang række faktorer, der kan påvirke aktiekursen, og som du skal være opmærksom på, hvis du investerer i aktier:
- Udviklingen i den virksomhed, du investerer i
- Den generelle markedsudvikling
- Forventningerne til virksomheden
Hvad er risikoen ved aktier?
Investerer du i aktier, må du forvente, at din formue undervejs i investeringsforløbet kan blive mindre værd. Det betyder, at du på kort sigt kan du risikere et tab. Aktier er derfor som udgangspunkt bedst, hvis du har en lang tidshorisont for din investering.
Mindre risiko – mindre afkast
Vil du minimere risikoen, kan du vælge at sprede din investering på mange individuelle aktier i stedet for kun at investere i få. Du kan også vælge at investere via en eller flere investeringsforeninger, hvor dine investeringer kan fordeles på tværs af brancher og lande.
Hvis du gerne vil sprede din risiko, kan du med fordel købe et investeringsforeningsbevis i Alm. Brand Invest.











