
Undgå identitetstyveri@headingStyle>
Dit liv er blevet digitalt, og det er dine personfølsomme oplysninger også. Læs, hvad du selv kan gøre for at undgå identitetstyveri, og hvad vi kan gøre for dig, hvis uheldet er ude.
Dit liv er blevet digitalt, og det er dine personfølsomme oplysninger også. Læs, hvad du selv kan gøre for at undgå identitetstyveri, og hvad vi kan gøre for dig, hvis uheldet er ude.
Sådan undgår du identitetstyveri
Du kan selv være med til at gøre livet svært for svindlerne og derved minimere din risiko for identitetstyveri. Vi har samlet 10 gode råd til dig:
1. Installér et antivirusprogram
Beskyt dig mod skadelige programmer med et antivirusprogram. Både din pc, smartphone og tablet bør beskyttes.
2. Hold dine programmer opdateret
Hackere og skadelige programmer udnytter sikkerhedshuller i programmer, apps og styresystemer. Opdatér jævnligt eller vælg automatisk opdatering, når du kan, så nye sikkerhedshuller automatisk bliver lukket.
3. Undgå åbne trådløse netværk
De trådløse netværk (wi-fi), du benytter, bør være beskyttet med kryptering af typen WPA, WPA2 eller bedre. Det gælder både dit eget private netværk, og de netværk du benytter hos venner og på café.
4. Brug stærke passwords
Beskyt adgangen til din pc, tablet og telefon med en adgangskode. Brug forskellige passwords til forskellige enheder og tjenester. Brug stærke passwords med både tal, tegn og bogstaver. Dit kodeord må ikke være noget oplagt, som fx din fødselsdato eller navnet på din kone eller dit barn.
5. Pas på uopfordrede mails
Vær varsom med at klikke på links eller følge anvisninger i mails, du får tilsendt uopfordret. Åbn heller ikke vedhæftede filer i mails, du får tilsendt uopfordret. Det gælder også, når en mail ser ud til at komme fra en afsender, du kender. Svindlere udgiver sig ofte for at være SKAT, din bank eller din chef. Er du det mindste i tvivl, så kontakt den givne afsender, før du handler.
6. Hold dine personlige oplysninger tæt til kroppen
Skriv generelt ikke personfølsomme oplysninger i mails, på sociale medier eller på tvivlsomme sider på nettet. Hver gang du udleverer dine oplysninger, øger du chancen for, at dine oplysninger bliver stjålet og misbrugt.
7. Tag sikkerhedskopier af dine data
Tag løbende en sikkerhedskopi af dine dokumenter, din mail, billeder og andre filer. Det sikrer dig mod at miste data, hvis din computer, tablet eller telefon bliver stjålet, hacket eller går i stykker.
8. Pas på flytbare medier
USB-nøgler, cd'er og eksterne harddiske kan være inficeret med skadelige programmer. Det er bedst at undgå at bruge dem, hvis de kommer fra en computer, du ikke kender. Brug kun fremmede flytbare medier, hvis du selv har godt styr på din computers sikkerhed.
9. Brug din sunde fornuft
Modtager du en mail eller ser en webannonce med et tilbud, der lyder for godt til at være sandt, er din mistanke sikkert velbegrundet. Brug din dømmekraft til at sortere svindlerne fra og vær kritisk, før du udleverer dine oplysninger.
10. Giv dine gode it-vaner videre til dine børn
Når dine børn begynder at gå på nettet på egen hånd, så bør du lære dem, hvad du selv ved. Sørg for, at de er kritiske og fortæl dem, at de skal spørge dig, hvis de bliver i tvivl.
Digitale krænkelser kan være mange ting. Hvis du oplever at være blevet digitalt krænket, er det vigtigt, at du forsøger at begrænse skaden, så godt som muligt.