CORONAVIRUS: Få svar på spørgsmål til dine forsikringer. Eller find ud af, hvordan vi kan mødes.

Privat | Erhverv

Presse | jun 26, 2017 09:00

Alm. Brand lancerer ny droneforsikring til virksomheder og private

Flere tusinde droner flyver rundt i det danske luftrum. Derfor skærper myndighederne nu lovgivningen, så ejere og brugere af droner skal være ansvarsforsikrede. Alm. Brand lancerer i dag en Droneforsikring, der dækker ansvar og giver mulighed for at købe en kaskodækning.

For nylig forstyrrede en drone flytrafikken i Københavns Lufthavn. I det konkrete tilfælde blev den største fare elimineret ved at omlægge flytrafikken, men i yderste konsekvens kunne episoden have været fatal. De mange droner og den til tider uansvarlige brug af dem, er en af årsagerne til, at lovgivningen nu bliver strammet. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vurderer, at der findes flere end 10.000 droner i Danmark, og antallet stiger i og med at både flere virksomheder, landbrug og private har fået øjnene op for droner som et nyttigt værktøj indenfor for eksempel fotografering og overvågning eller som et udfordrende stykke legetøj. De nye regler for brug af droner betyder blandt andet, at man skal have en ansvarsforsikring, som dækker, hvis ens drone er skyld i en skade.

 

”Vi har valgt at tilbyde en droneforsikring til både virksomheder og private for at sikre, at man er fornuftigt dækket, hvis der skulle ske et uheld. Hvis en drone kommer til at lave skader på andre eller andres ting, kan erstatningskravet jo hurtigt løbe op i et endda meget stort beløb," siger erhvervsdirektør i Alm. Brand, Peter Flemmer.

 

Kaskodækning er også en mulighed

Der er i lovgivningen fastsat et mindstekrav om ansvarsdækning på ca. syv millioner kr., som også er den dækning, Alm. Brand tilbyder. Forsikringen dækker droner op til syv kilo i startvægt. Udover ansvar tilbyder Alm. Brand en kaskodækning på droneforsikringen til både erhverv og private. ”For familien, der har købt en legetøjsdrone til 500 kroner, er det ikke så relevant, men på erhvervsområdet ser vi flere meget komplicerede droner med kostbart udstyr. Her giver det bestemt god mening at overveje en kaskodækning,” siger Peter Flemmer. Alm. Brands Droneforsikring er på markedet fra den 26. juni.

 

Udvalgte droneregler:

  • Som privatperson må du ikke flyve med din drone i bymæssige områder
  • Flyvning i bymæssigt område kræver, at du har et dronebevis og et erhvervsmæssigt formål
  • Pr. 1. juli 2017 skal du have et dronetegn, hvis du vil flyve med en drone, der vejer over 250 gram uden for bymæssigt område
  • Du får et dronetegn ved at bestå en test på internettet, der bliver tilgængelig på www.droneregler.dk fra 1.7.
  • Læs mere om reglerne for brug af droner her: http://www.trafikstyrelsen.dk/da/droneregler