Privat | Erhverv

Nyhed | dec 06, 2018 23:00

Andelsboligkredit kåret som ’Bedst i Test’ af Forbrugerråd

Christian Stokholm, Presserådgiver abchsh@almbrand.dk

I en ny test fra Forbrugerrådet Tænk Penge indtager Alm. Brands andelsboligkredit førstepladsen med kategorien ’Bedst i Test’. Over de seneste fem år har Alm. Brand oplevet 80 procent stigning i antallet af andelsboligkreditter.

 

Andelsboligejere er en kernemålgruppe for Alm. Brand. Derfor er det en vigtig blåstempling, at Forbrugerrådet Tænk Penge netop har kåret bankens andelsboligkredit som ’Bedst i Test’ i ’december 2018’-udgaven.

 

”Vi ønsker at være andelsboligejernes foretrukne bank, og derfor er andelsboligkreditten et strategisk vigtigt produkt for os. Der er typisk tale om unge, der skal til at starte livet som boligejere, eller par, som rykker tilbage til byen, når børnene flytter hjemmefra. Dem vil vi gerne hjælpe med at realisere deres boligdrømme,” siger Michael Iversen, vicebankdirektør i Alm. Brand.

 

En andelsboligkredit svarer til en kassekredit. Det vil sige, at man til forskel fra et traditionelt lån ikke betaler en fast, månedlig ydelse. Det giver en ekstra fleksibilitet på budgettet, fordi man kan skrue op og ned for tilbagebetalingen.

 

Forbrugerrådet Tænk skriver i deres vurdering, at Alm. Brand får tildelt ’Bedst i Test’-bedømmelsen ’…for deres gode og billige Andelsboligkredit Plus300. Har du et samlet forretningsomfang, inklusive andelsboligkreditten, på minimum 300.000 kroner samt en NemKonto, er andelsboligkreditten et godt tilbud. Alm. Brand Bank har et prisspænd, og både laveste og højeste pris er konkurrencedygtig med pengeinstitutterne i testen, og banken tilbyder testens laveste omkostninger ved etablering af andelsboligkredit’.

 

”Der er hård konkurrence om de gode andelsboligkunder i de største byer – især i København. Vi mener selv, at vi står stærkt i markedet med både god rådgivning og gode priser. Nu har vi så en uvildig vurdering, der bekræfter det, og det sætter vi selvfølgelig stor pris på,” lyder det fra vicebankdirektøren.

 

Alm. Brands andelsboligkredit scorer bedømmelsen 69 procent. Den tætteste forfølger i testen, Nykredit Bank, lander på 61 procent.

Alm. Brand har oplevet 80 procent stigning i antallet af andelsboligkreditter fra 2013 til i dag.

 

Læs hele artiklen fra Tænk Penge her.