Privat | Erhverv

Nyhed | sep 05, 2018 22:00

Alm. Brand Leasing går ind på flexleasingmarkedet

Foto: Mercedes-Benz Danmark A/S
Christian Stokholm, Presserådgiver abchsh@almbrand.dk

Øget efterspørgsel på eksklusive brugte biler blandt især erhvervskunderne gør, at Alm. Brand Leasing nu træder ind på markedet for flexleasing. Det sker gennem et fast samarbejde med CARTA A/S i Odense, der er specialister i at rådgive om finansiering af brugte biler på flexleasing.

 

Der er godt gang i hjulene hos Alm. Brand Leasing, der med tocifrede vækstrater vinder markedsandele på erhverv. Nu udvider selskabet sin forretning og gør det muligt for både erhvervs- og privatkunder at flex- sæson- eller splitlease deres bil. Det sker gennem et samarbejde med leasingselskabet CARTA A/S i Odense.

 

”Vi mærker en øget efterspørgsel på brugte premium-biler hos især vores erhvervskunder, som ønsker at køre i en åben sportsvogn om sommeren og måske en praktisk SUV om vinteren. Vi vil som koncern gerne hjælpe med alle finansielle produkter, så derfor giver det rigtig god mening at åbne op for, at kunderne nu også kan flex-, sæson- og splitlease en eksklusiv brugt bil hos os,” fortæller Jacob Bender-Petersen, der er salgsdirektør i Alm. Brand Leasing.

 

Brugte biler med lavere beskatning

Flexleasing er ikke helt nyt land for Alm. Brand Leasing, der også tidligere har hjulpet kunder med finansiering af eksklusive premium-modeller. Men med CARTA A/S som fast samarbejdspartner bliver det endnu nemmere, og eksklusive brugte biler bliver en integreret del af produktpaletten:

 

”Vi har også førhen tilbudt både finansiel og operationel leasing på forholdsmæssig registreringsafgift, hvilket er det samme som flexleasing. Nu tager vi skridtet fuldt ud og gør det til en mere tydelig del af vores forretning. Med Carta har vi også kompetencerne til at tilbyde flexleasing på brugte premium-biler, der typisk er mindst tre år gamle og dermed har en lavere beskatning,” forklarer Jacob Bender-Petersen. CARTA A/S er en fynsk familieejet virksomhed, der har eksisteret siden 1989.

 

3 fordele ved at flexlease:

  • Du binder dig for et mindre beløb
  • Stor fleksibilitet, fordi du kan skifte mellem flere biler
  • Bilen har mindre værditab målt i kroner og øre

Alm. Brand anvender cookies

- og til mere end bare at spise. Cookies er nødvendige for at få vores website til at fungere. Vi bruger vores egne cookies og tredjeparts-cookies til statistik, markedsføring og integration af tjenester. Klikker du videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies