Privat | Erhverv

Presse | dec 23, 2019 14:00

Markedets højeste depotrente – også i 2020

Foto: Colourbox
Christian Stokholm, Presserådgiver abchsh@almbrand.dk

For syvende år i træk kan Alm. Brand tilbyde nye pensionskunder den højeste depotrente blandt landets kommercielle selskaber.

 

Renten er fastsat til 2,5 procent i 2020.

 

I et uroligt marked med negative indlånsrenter og usikkerhed om Brexit og handelsstridigheder mellem USA og Kina, er det ifølge pensionsdirektør i Alm. Brand, Claude Reffs, gode nyheder. "På den måde er pensionsopsparingen i sikkerhed. Med det nuværende renteniveau giver vi et pænt afkast, så vores kunders pensionsopsparing ikke går i stå”, siger han.

 

Højest blandt kommercielle udbydere

Depotrenten på 2,5 procent for nye kunder i Alm. Brands pensionsselskab er den højeste blandt landets kommercielle udbydere. Konkret betyder det, at en pensionsopsparing på en million kroner på et år vil blive forrentet med 25.000 kr. før pensionsafkastsskat. Den markedsledende rente er et resultat af Alm. Brand Pensions bonusgrad, som er blandt landets højeste.

 

Kan gøre en stor forskel

Det er i det hele taget en god idé at give sin privatøkonomi et eftersyn omkring årsskiftet – især hvis man har frie midler stående på en konto, der kan blive ramt af negative renter, råder Claude Reffs.

 

”Det er værd at overveje, om pengene måske er bedre placeret i en pensionsordning. Hvis det aktuelle rentemiljø fortsætter i flere år i træk, kan det gøre en stor forskel for ens økonomi, når man når pensionsalderen,” siger Claude Reffs.

 

En kvart million mere på fem år

Det er heller ikke ligegyldigt, hvor man placerer sine pensionspenge som opsparer. De kunder, der for fem år siden flyttede deres pension til Alm. Brands gennemsnitsrenteprodukt, har fået forrentet deres penge dobbelt så meget som hos gennemsnittet af de øvrige kommercielle selskaber. Det svarer til, at en 60-årig lønmodtager med en pensionsformue på 2.5 mio. kr., har fået næsten en kvart million mere til sin pensionisttilværelse.