CORONAVIRUS: Få svar på spørgsmål til dine forsikringer. Eller find ud af, hvordan vi kan mødes.

Privat | Erhverv

Presse | sep 14, 2020 22:00

Gør sommerhuset klar til vinterhi

Foto: Colourbox
Christian Stokholm, Presserådgiver abchsh@almbrand.dk

Sommerhussalget har slået nye rekorder i år, og mange er blevet herre i eget feriehus for første gang. Det kalder på afslapning og nydelse i den varme og lyse tid, men det kræver også lidt forberedelse, inden efteråret og vinteren for alvor sætter ind.

 

Taget bør tjekkes, inden huset bliver lukket ned forud for vintersæsonen. Er der huller eller revner i tagbeklædningen, kan det medføre fugt- og vandskader. Tagrenderne bør også kigges efter. Hvis de er fyldte, kan det nemlig også føre til vandskader på huset.

 

Pas på træer og store grene

Stormskader er den mest almindelige skadetype på fritidshuse i vinterhalvåret, viser skadetal fra Alm. Brand. Flere end hver tredje skadeanmeldelse handler om netop det.

 

Det skyldes blandt andet, at flere sommerhusejere har træer tæt på ejendommen, og det går ofte galt ved en storm eller et kraftigt blæsevejr, advarer skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

 

- Vi ser hvert år flere skader på sommerhuse, som skyldes store grene der er revet af eller træer, der er væltet. Derfor er det en god idé at beskære dem i tide, så man undgår de værste skader, siger han.

 

Tøm rørene for vand

Hvis ikke man bruger sommerhuset hele året, er det inden den første periode med nattefrost, at de kuldeforebyggende tiltag skal laves.

 

Frostsprængte rør kan nemlig medføre omfattende og dyre skader på huset, men det er heldigvis forholdsvis let at undgå, påpeger Alm. Brands skadedirektør.

 

- Luk for vandet ved hovedhanen og lad alle husets vandhaner stå åbne. På den måde tømmer du rørene helt for vand. Det er også vigtigt at tømme eller frostsikre toiletter i huset. Det samme gælder opvaske- og vaskemaskiner, siger Brian Wahl Olsen.

 

Han opfordrer til, at man som sommerhusejer ikke falder for fristelsen til at satse på endnu en mild vinter og dermed ikke gøre noget.

 

- Det er hverken svært eller tidskrævende at forebygge rørskaderne, så det giver rigtig god mening at prioritere det, siger Brian Wahl Olsen.

 

En smart alarm kan gøre en forskel

En alarm med overvågning kan skabe tryghed på flere fronter. Dels kan den forebygge indbrud, som politiet registrerede godt 1400 af i feriehuse i det seneste vinterhalvår, men flere alarmselskaber tilbyder også overvågede røgalarmer og mulighed for at fjernstyre en varmepumpe. 

- Det betyder alt andet lige, at man ikke behøver at bekymre sig, om alt nu er som det skal være i sommerhuset – også selv om man ikke lige er der i en længere periode, siger Brian Wahl Olsen.

 

Alternativt tilbyder flere firmaer i sommerhusområder at holde øje med feriehuse uden for sæsonen, påpeger Alm. Brands skadedirektør.