Privat | Erhverv

Presse | nov 30, 2021 08:39

Alm. Brand offentliggør resultat af aktieemission

Alm. Brand har netop offentliggjort en vellykket aktieemission, der har rejst 10,5 mia. kr. til købet af Codans danske forretning.

Resultatet af aktieemissionen, der skal finansiere Alm. Brands køb af Codans danske aktiviteter, er offentliggjort, og alle nye aktier er blevet solgt.

 

I løbet af de seneste uger har Alm. Brand rejst 10,5 mia. kr. med bred tilslutning fra aktionærer i ind- og udland. I alt er 1.387.026.000 nye aktier blevet fordelt mellem aktionærerne, og adm. direktør i Alm. Brand Rasmus Werner Nielsen glæder sig over, at selskabet har nået endnu en milepæl med gennemførelsen af emissionen.

 

Aktieemissionen har været meget vellykket, og vores aktionærer har samlet betroet os med 10,5 mia. kr. i ny kapital til at gennemføre opkøbet af Codans danske forretning. Vores vision om det nye og større Alm. Brand har mødt stærk opbakning fra både eksisterende og nye aktionærer, og med den succesfulde emission er vi nu et skridt tættere på at realisere planerne om at forene de to virksomheder i ét skarpt fokuseret skadesforsikringsselskab til gavn for kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og aktionærer, siger han.

 

De nye aktier ventes at komme i markedet den 3. december 2021 og den 6. december 2021 sammenlægges de nye aktier med de eksisterende aktier.

 

Alm. Brand har modtaget godkendelse fra Finanstilsynet til overtagelsen af Codan og afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.