Alm. Brand og Codan er nu samlet i én koncern. Lige nu og her er alt, som det plejer for dig som kunde. Se spørgsmål og svar

Privat | Erhverv

Presse | dec 20, 2021 13:36

Tyven er igen på spil: Undgå indbrud i julen

Jacob Bülow Hansen, Senior presserådgiver abjcha@almbrand.dk
Selvom corona har gjort det mere besværligt, har indbrudstyven stadig travlt i julen. Og det kan betale sig at gøre det besværligt for tyven.

Julen er fuld af gode traditioner, men desværre også én kedelig en af slagsen. For mens vi danser om juletræet og pakker gaver op, har indbrudstyvene ofte travlt.

 

Mange danskere får nemlig besøg af ubudne gæster i juledagene.

 

”Juledagene er den tid på året, hvor der sker rigtig mange indbrud i de danske hjem. Det er aldrig rart at komme hjem til et hjem, der har været udsat for indbrud, så det er vigtigt, at man tager de rette forholdsregler,” siger Jesper Olsen, skadeschef for bygning og løsøre i Alm. Brand.

 

I juledagene kan indbrudstyven hurtigt spotte, hvilke huse der står tomme, men det kan undgås, hvis man benytter alle de virkemidler, man har til rådighed. Og heldigvis er flere af dem enkle og effektive.

 

”Indbrudstyven holder sig ofte fra hjem, hvor det ligner, at der er nogle hjemme, så et tomt hus er som en julegave for tyven. Det bedste råd jeg kan give, er, at man får det til at se ud, som om der er nogle hjemme. Tænd lys i stuen, lad radioen spille og lad et par kopper og tallerkener stå på sofabordet,” siger Jesper Olsen.

 

Nabohjælp  

Når man har sikret de fysiske rammer, er det en god ide at alliere sig med sin nabo. Det kan nemlig have en afskrækkende effekt, hvis din nabo i ny og næ holder øje med dit hjem.

 

”Hvis du fejrer julen hos venner eller familie, så bed naboen om at holde et ekstra øje på hjemmet. Følelsen af at kunne blive opdaget kan virke afskrækkende,” siger Jesper Olsen.

 

Og så skal man undgå at vise, hvor man er på de sociale medier. 

 

”Indbrudstyvene bruger også de sociale medier, og et foto fra et sommerhus kan være en åben invitation til ubudne gæster. Skal du uploade fotos fra din hyggelige juleaften er det altså bedst at vente, til man er hjemme igen,” siger Jesper Olsen.

 

Sådan sikrer du din bolig mod indbrudstyven

  • Sørg for, at der er lys i hjemmet, når du ikke er hjemme. Brug evt. automatiske tænd-sluk funktioner.
  • Husk at lukke og låse døre og vinduer grundigt.
  • Anskaf en alarm.
  • Sørg for, at værdifulde ting ikke kan ses udefra.
  • Hav udendørsbelysning med sensorer.
  • Læg haveredskaber og stige ind i skuret og afslås det. Mange indbrudstyve bruger det værktøj, de finder omkring boligen.
  • Undgå at trække gardiner for. På den måde kan indbrudstyven se, at du ikke skjuler noget værdifuldt.
  • Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt.
  • Ring 112, hvis du ser et igangværende indbrud.
  • Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du har været udsat for indbrud.