Presse | dec 16, 2021 10:08
Alm. Brand ansætter IR-chef

46-årige Mads Thinggaard er fra 1. februar næste år chef for Investor Relations i Alm. Brand.
Mads Thinggaard har de forgangne 15 år arbejdet som analytiker inden for finanssektoren hos blandt andre Handelsbanken og Nykredit, heraf de seneste fem år hos ABG Sundal Collier som bank-og forsikringsanalytiker.
I den nyoprettede stilling som IR-chef vil Mads Thinggaard referere til CFO i Alm. Brand Andreas Ruben Madsen.
Ifølge Mads Thinggaard er det et optimalt tidspunkt at overtage ansvaret for IR i Alm. Brand på. Ambitionen er at sikre analytiker- og investor-kommunikation af høj kvalitet og udbrede kendskabet til Alm. Brand – både i Danmark og i udlandet.
- Det er en overordentlig spændende transformation, som Alm. Brand står over for med opkøbet af Codans danske aktiviteter. Det bliver mit livs opgave at have ansvaret de kommende år for investorkommunikationen i forbindelse med opkøbet, og det bliver min fornemmeste opgave at synliggøre de styrker, der ligger i Alm. Brand som knivskarpt skadesforsikringsselskab, siger Mads Thinggaard.
Andreas Ruben Madsen er meget begejstret for, at Mads Thinggaard bliver en del af Alm. Brand i det nye år.
- Den viden, Mads kommer med ude fra markedet, er uvurderlig. Vi ruster os til at kunne imødegå en større efterspørgsel på tydelig investorkommunikation i de kommende år, hvor koncernen vokser til dobbelt størrelse, og vores velfungerende IR-funktion bliver nu yderligere styrket med Mads ombord, siger Andreas Ruben Madsen.
Mads Thinggaard er oprindeligt uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og bor i Virum med sin hustru og deres to døtre.
CV – Mads Thinggaard:
2017-2021 aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier
2013-2017 senior aktieanalytiker i Handelsbanken Capital Markets
2008-2013 senior aktieanalytiker i Nykredit Markets
2006-2008 aktieanalytiker i FIH Capital Markets
2003-2006 risikoanalytiker i FIH Erhvervsbank
2003 Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet