Privat | Erhverv

Presse | apr 07, 2021 14:53

Alm. Brand henter direktør for Risiko og Compliance

Jacob Bülow Hansen, Senior presserådgiver abjcha@almbrand.dk
Pia Olivarius bliver ny direktør for Risiko og Compliance i Alm. Brand. Hun kommer fra Codan og bliver ansvarlig for afdelingen, der dækker compliance, it-sikkerhed, operationel risiko og kapitalstyring.

Det er en erfaren brancheprofil, der får ansvaret for Alm. Brands Risiko og Compliance afdeling, hvor man for nyligt har samlet aktiviteterne i koncernens 2. forsvarslinje på tværs af compliance, it-sikkerhed, operationel risiko og kapitalstyring. Pia Olivarius har 12 års erfaring fra forsikringsbranchen og den finansielle sektor, hvor hun har arbejdet med governance, risiko og kontrol.

 

”Jeg er utroligt glad for, at vi får en så fagligt dygtig og stærk leder, der skal implementere samlingen af 2. forsvarslinje. Pias gode ledelses- og forretningsforståelse kombineret med hendes store erfaring inden for risiko og evne til at samle et team på tværs af organisationen, gør hende til den helt rette til jobbet,” siger Andreas Ruben Madsen, koncerndirektør for økonomi i Alm. Brand.

 

Pia Olivarius kommer fra en stilling som Head of Enterprise Risk Management hos Codan, hvor hun blandt andet var ansvarlig for at skabe overblik over virksomhedens operationelle risici og opbygge afdelingen for risikostyring.

 

”Pia har stor branche- og ledererfaring inden for governance, risiko, kontrol og compliance, og hun kommer til at spille en stor rolle, så vi kan få et endnu bedre grundlag til harmonisering af aktiviteterne og rapporteringen på tværs af organisationen,” siger Andreas Ruben Madsen.

 

God governance
Efter mere end 12 år hos sin tidligere arbejdsgiver glæder Pia Olivarius sig nu til at prøve sig selv af i en ny organisation midt i en spændende udvikling.

 

”Efter en lang årrække med et skandinavisk udsyn glæder jeg mig til at arbejde i en dansk kontekst i en spændende virksomhed, hvor jeg kan kombinere min mangeårige erfaring fra forsikringsbranchen med min faglighed inden for god governance,” siger Pia Olivarius, ny direktør for risiko og compliance i Alm. Brand, og fortsætter:

 

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen med et nyt team, hvor vi skal forstærke vores second line of defense, så vi kan bruge ressourcerne på tværs af organisationen på bedst mulig vis.”

 

Ansættelsen af Pia som Direktør for Risiko og Compliance er foranlediget af, at koncernens Chief Risk Officer har ønsket en ny rolle i organisationen. Pia Olivarius skal godkendes af Finanstilsynet, inden hun starter. Man forventer, at hun kan starte d. 12. april.