Alm. Brand og Codan er nu samlet i én koncern. Lige nu og her er alt, som det plejer for dig som kunde. Se spørgsmål og svar

Privat | Erhverv

Presse | mar 04, 2022 08:13

Undgå dyre skader: Tjek sommerhuset efter storm og våd vinter

Jacob Bülow Hansen, Senior presserådgiver abjcha@almbrand.dk
Med to storme og massiv regn kan vinteren have været hård ved dit sommerhus. Et grundigt forårstjek gør, at skaderne ikke udvikler sig.

For mange sommerhusejere er forårets kommen en vigtig milepæl, der betyder at sommerhuset igen skal tages brug. Inden man drømmer sig hen til frokost på terrassen og lunere tider, er det en god idé at gennemgå sommerhuset for skader efter vinteren. Efter to storme og den næstvådeste februar nogensinde, kan dit sommerhus have fået mange skader under vinteren, der kræver din opmærksomhed.

 

”Foråret er en dejlig tid, hvor det bliver lysere og varmere, og det kribler i mange sommerhusejere for at komme ud og nyde sommerhuset, men det er vigtigt, at du danner dig et overblik over, hvordan sommerhuset er kommet igennem vinteren. Et grundigt forårstjek gør, at skaderne ikke udvikler sig,” siger Jesper Olsen skadeschef for bygning og løsøre i Alm. Brand.

 

Ifølge Alm. Brands skadesafdeling ses skaderne især på sommerhuse, der har stået ubenyttet hen hele vinteren.

 

”Det er en god ide at gå sommerhuset igennem, når vinterens frost og sne er væk. I sommerhuse, der har været uden opsyn hele vinteren, kan skader opstå og udvikle sig over lang tid. Og når huset er uopvarmet, er det også mere sårbart overfor skader,” siger Jesper Olsen.

 

Tjek taget efter stormen
Vinteren har budt på to kraftige storme med orkanstyrke, og det er vigtigt at tjekke sommerhusets tag og tagsten grundigt.

 

”Med to så kraftige storme er der risiko for, at træer og grene har ødelagt taget. Blade og løv falder også ned i tagrenden, så du skal huske at rense tagrender og afløbsbrønde, så vandet kan komme væk fra huset,” siger Jesper Olsen.

 

Et grundigt forårstjek består både af en ind- og udvendig gennemgang, hvor du kigger efter synlige tegn på skader og skadedyr.

 

”Mange sommerhuse ligger i nærheden af vand og områder med meget vind, der tærer på sommerhusets facader, så det er vigtigt at gennemgå husets ydermur. I mange sommerhusområder er der også mus, der kan ødelægge elinstallationer og øge risikoen for brand, så det er vigtigt, at du gennemgår alle ind- og udvendige arealer,” siger Jesper Olsen.

Hvis du skal gøre sommerhuset forårsklar, kan du være ekstra opmærksom på:

 

Elektriske installationer
Tjek om elinstallationer er blevet påvirket af fugt eller ramt af skadedyr, som fx mus. Test også om HFI/HPFI-relæet fungerer.

 

Vandrør
Undersøg vandrørene for frostsprængninger. Hvis de ligger ved ydermuren, er der større risiko for frostskader. Se efter synlige tegn på skader og utætheder, inden du tænder for vandet. Hold også øje med vandmåleren det første døgn, du er i sommerhuset for at sikre, at der ikke er et unaturligt forbrug.

 

Vinduer
Dårligt vedligeholdte vinduer kan give råd og svamp. Tjek derfor, om træværk, maling og fuger er intakte. Er der tegn på råd?

 

Taget
Et utæt tag kan give vandskader og føre til svamp og råd. Tjek derfor taget for løse tagsten eller -plader, er der buler i taget eller skader på tagrender og nedløbsrør?

 

Facader og ydervægge
Revner og sprækker gør, at vand og fugt kan trænge ind i murværket. Tjek derfor murene for revner og tjek også fugerne. De skal være faste og ensartede.

 

Fundament og sokkel
Soklen er et af de mest udsatte steder på dit hus, og en revne kan medføre, at fugt trænger op i huset. Tjek derfor for revner og mørke områder, der kan være tegn på fugtskader.

 

Skadedyr
I taget kan der være hvepseboer. Se efter sprækker ved gulv, som mus kan komme indad. Gnaver de i elinstallationer øges risikoen for brand.