Privat | Erhverv

Presse | jun 30, 2016 13:23

Alm. Brand bag første tech-crowdfunding i Danmark

Kristjan Jørgensen, Presse- og Kommunikationschef abkrjr@almbrand.dk

Med en investering på 125.000 kr. har Alm. Brand hjulpet den første tech-crowdfunding i hus herhjemme. Produktet, der er et sæt magnetcykellygter med indbygget GPS-tracker og GSM-teknologi uden skift af batteri, er første led i Alm. Brands fokus på de teknologiske muligheder. Internet of Things har store perspektiver og vil være noget, Alm. Brand vil satse på de kommende år, siger koncernkundedirektør Rasmus Lynge.

 

”Vi er både glade og stolte over at kunne hjælpe de to unge iværksættere i mål med deres drøm. Vi mener deres idé har mange perspektiver ind i forsikringsbranchen og lander lige ned i vores fokus på kundeoplevelsen og Internet of Things, som i de kommende år bliver et spændende område for forsikringsbranchen at kigge ind i. Vi har valgt Velocator, fordi deres løsning netop opererer inden for dette felt. Vi har særligt bemærket, at de som de første har skabt en løsning, der anvender GSM-teknologi uden abonnement på mobile devices, og uden at skulle lades op,” siger Rasmus Lynge. Han forestiller sig, at teknologien og samarbejdet med tiden vil udvikle sig. ”Vi er først lige startet. Dette er første skridt i samarbejdet med de to opfindere, og hvor vi kan bruge deres knowhow og teknologi inden for andre af vores forretningsområder, f.eks. landbrugsmaskiner, erhvervsudstyr, lystfartøjer, motorcykler, veteranbiler m.fl.,” siger Rasmus Lynge.

 

Lys og GPS i ét

De to iværksættere – Christian Sindberg og Christian Olesen har udviklet Velocator, efter de for nogle år siden fik stjålet deres cykel.

”Mange har prøvet at miste sin cykel, og GPS til cykler giver god mening i det præventive arbejde med at begrænse antallet af forsvundne cykler. Velocator er opstået ud af egne erfaringer – en cykel der forsvandt, og et ønske om at kunne finde den næste cykel, hvis det skulle ske igen. Men et sådant produkt, som var attraktivt at købe, fandtes ikke i markedet. Derfor besluttede vi os for at udvikle det selv,” siger Christian Olesen, der er en af opfinderne bag Velocator.

Velocator er GPS-sporing til cykler gemt i et sæt magnetlygter, der til forveksling ligner de fleste andre lygter i markedet. Magneterne på hjulene sikrer, ud over lys, at GPS’en altid er ladet op og klar til brug, hvis det bliver nødvendigt.

 

Forventning om at udvide samarbejdet

”Et samarbejde med et forsikringsselskab var for os indlysende. Alm. Brand har længe haft fokus på at begrænse cykeltyveri, så da de viste interesse, var vi i ikke i tvivl. Alm. Brand har en stor berøringsflade med forbrugeren, som vi aldrig selv ville få. Samarbejdet giver også mulighed for at dykke ned i endnu flere spændende teknologier, som kan komme danskerne til gode på sigt, både private men også i erhvervslivet,” siger Christian Olesen. Alm. Brand har for nyligt afsluttet et landsdækkende cykellåseksperiment, der viste, at brug af en kædelås sammen med cyklens egen lås reducerer antallet af stjålne cykler med over 70 pct.

Alm. Brand har i første omgang valgt at investere 125.000 kr. til at realisere GPS-lygterne med option om yderligere 125.000 kr. Cykellygterne forventes at være færdigudviklet og leveringsklar i februar 2017.

 

Yderligere information

  • Rasmus Lynge, Koncernkundedirektør, tlf. 35 47 29 00
  • Christian Olesen, partner/iværksætter i Velocator tlf. 21 24 74 81
  • Kristjan Jørgensen, pressechef, tlf. 21 72 82 11

 

Fakta

I alt har 551 været inde og sikre crowdfunding af Velocator. Velocator er derudover støttet under Markedsmodningsfondens Crowdfunding-ansøgning. Her er det et krav for at modtage støtte på yderligere 250.000 kr., at man selv skaffer 250.000 i en crowdfunding-kampagne. Velocator har inklusive Alm. Brands bidrag indsamlet ca. 272.000 kr.

 

Hvordan virker det?

Via App’en ”Find min cykel” kan man spore sin cykel ved hjælp af koordinater, adresse og rutevejledning, så cyklen nemt kan findes igen ud fra ens lokale position. Der er tale om realtids sporing og dermed ingen ventetid. Sporingen er ON DEMAND, dvs. der er ikke tale om konstant overvågning.

 

Ca. 60.000 cykler anmeldes stjålet om året. Kun 1.000 cykler bliver fundet. I forsikringsbranchen erstattes cykler for ca. 200. mio. kr. årligt. Alene i Københavns Kommune meldes ca. 30.000 cykler stjålet årligt. Men omvendt fjerner kommunen årligt 40.000 ”døde cykler” – dvs. 10.000 flere end der bliver anmeldt stjålet. Det anslås at godt 2/3 af alle anmeldte cykler, enten er brugstyverier eller situationer, hvor ejeren har glemt, hvor cyklen står parkeret. 

Alm. Brand anvender cookies

- og til mere end bare at spise. Cookies er nødvendige for at få vores website til at fungere. Vi bruger vores egne cookies og tredjeparts-cookies til statistik, markedsføring og integration af tjenester. Klikker du videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies