Privat | Erhverv

Presse | mar 20, 2018 23:00

Køb af Saxo Privatbank godkendt

Kristjan Jørgensen, Presse- og Kommunikationschef abkrjr@almbrand.dk

Facader, skilte og kreditkort for 17.500 kunder i Saxo Privatbank vil i løbet af 2018 skifte farve til Alm. Brands lyseblå logo. Samme farveskift sker for visitkort og adgangskort for 110 medarbejdere, der flytter med over i banken. ”Det er glædeligt, at myndighederne hurtigt har godkendt købet af Saxo Privatbank. Nu kan vi komme i arbejdstøjet og byde vores nye medarbejdere og nye kunder velkomne i koncernen. Det har vi glædet os meget til,” siger Kim Bai Wadstrøm, adm. direktør i Alm. Brand Bank.

 

Vækstambitioner

Købsbuddet på Saxo Privatbank i februar er et led i Alm. Brands vækststrategi, der bl.a. skal styrke bankforretningen. Alm. Brand Bank øger med købet forretningsomfanget med 50 pct. Man øger det samlede udlån med 1,8 mia. kr., Totalkreditudlån med 5,2 mia. kr. samt indlån med 3,2 mia. kr. Herudover overtages kapital under forvaltning og depoter på 20 mia. kr.

 

”Købet er en kæmpe styrkelse af banken, hvor vi opnår langt bedre vækstbetingelser, da størrelse er vigtig i for at kunne tilbyde kunderne de bedste vilkår og drive forretningen mere effektivt. Vi får en meget attraktiv kundegruppe og langt større muskler på investeringsområdet og private banking segmentet. Endelig får vi 2500 nye små og mellemstore virksomheder i vores erhvervsbank,” forklarer Kim Bai Wadstrøm og fortsætter: ”Vores ambition er, at kunderne ikke bare opnår den samme gode service, som de er vant til, men at de også kan se de mange fordele ved at være kunde i Alm. Brand koncernen. Her tænker jeg ikke mindst på fordelene ved at samle deres pensioner og forsikringer ét sted – nemlig hos os.”

 

Bankdata valgt som datacentral

Som led i købet flyttes de 17.500 Saxo Privatbankkunder fra datacentralen SDC til Bankdata. ”Vi har valgt Bankdata, fordi sammenlægningen af kunder på én datacentral giver markante besparelser,” siger Kim Bai Wadstrøm. De samlede omkostninger med at integrere kunder og medarbejdere i Alm. Brand forventes at blive omkring 200 mio. kr. Omkostningerne vil hentes igen gennem synergigevinster, der forventes at løbe op i 75 mio. kr. årligt fra 2019.

 

Fortsat lokal tilstedeværelse

Oveni aktiviteter, medarbejdere og kunder overtager Alm. Brand syv filialer. Fem af dem ligger i København (Hellerup), Esbjerg, Kolding, Odense og Aarhus, hvor Alm. Brand Bank i forvejen er repræsenteret. Her bliver filialerne slået sammen på det sted, der er bedst egnet for kunder og medarbejdere. De sidste to filialer i Brørup og Vejle bibeholdes men under Alm. Brand Banks lyseblå logo.

 

Yderligere information kontakt:

Kim Bai Wadstrøm, adm. direktør i Alm. Brand Bank, tlf. 40 21 20 10

Alm. Brand anvender cookies

- og til mere end bare at spise. Cookies er nødvendige for at få vores website til at fungere. Vi bruger vores egne cookies og tredjeparts-cookies til statistik, markedsføring og integration af tjenester. Klikker du videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies