Privat | Erhverv

Presse | sep 11, 2018 22:00

Stelnummeret sikrer dig bedre

Foto: Colourbox
Christian Stokholm, Presserådgiver abchsh@almbrand.dk

August og september er de travleste måneder for cykeltyve herhjemme. Så står du en dag og spejder forgæves efter din tohjulede, er du ikke alene. Sidste år blev der stjålet lidt over 48.000 cykler i Danmark. Stelnummeret er nødvendigt at have, når tyveriet skal anmeldes til politiet. De fleste forsikringsselskaber kræver også at få oplyst stelnummeret, før de betaler erstatning, og det kommer bag på flere forsikringskunder. De kan derfor risikere selv at skulle punge ud for en ny cykel.

Hos et at landets største forsikringsselskaber, Alm. Brand, dækker man stjålne cykler med op til 4000 kr., hvis kunden ikke har stelnummeret, men kun en kvittering.

 

”Vi stiller ikke krav om stelnummer for at udbetale erstatning, men det maksimale erstatningsbeløb er højere, hvis man har det,” siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

 

Følger med hos cykelhandleren – ikke i supermarkedet

Stelnummeret følger typisk med i cyklens servicehæfte, hvis den er købt hos en af landets cykelhandlere. ”Derudover opbevarer mange af de etablerede cykelhandlere - efter aftale med kunden - ofte stelnummeret i deres it-system, så kunden altid kan spørge cykelhandleren, hvis servicehæftet er blevet væk,” siger direktør i brancheorganisationen Danske Cykelhandlere, Thomas Joensen.

Vælger man i stedet at købe den to-hjulede i en supermarkeds- eller varehuskæde, skal man som forbruger som udgangspunkt selv sørge for at notere og gemme stelnummeret. For det står ikke andre steder end på cyklen. Og er cyklen først væk, er det for sent.

 

”Vi er hver dag i kontakt med kunder, som har fået stjålet cykler og som ikke har noget stelnummer. Jeg kan kun opfordre til, at man husker at få det skrevet ned og gemt det, hvis man er så uheldig at få sin cykel stjålet,” siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

 

Facts om cykeltyverier:

  • Hvert fjerde cykeltyveri sker i august og september (Kilde: Alm. Brand)
  • I 2017 blev der totalt stjålet 48.141 cykler i Danmark (Kilde: Danmarks Statistik)

 

Tre råd til at gøre livet sværere for cykeltyven:

  • Lås cyklen og brug også en kædelås til at låse både hjul og stel fast
  • Efterlad ikke din cykel i byen, på stationer eller skoler om natten eller hen over weekenden
  • Parker din cykel et sikkert sted – for eksempel inde i en bygning eller i et kælderrum

 

Om stelnummeret

  • Stelnummeret findes under kranken – der hvor pedalarmene er monteret. Nummeret er enten graveret i cykelstellet eller fremgår af et klistermærke. Har du købt din cykel i udlandet, kan du få et stelnummer hos politiet
  • Køber du en brugt cykel, kan du tjekke stelnummeret på politiets app, som kan fås til både Android og iOS. På den måde kan du se, om cyklen er meldt stjålet

Alm. Brand anvender cookies

- og til mere end bare at spise. Cookies er nødvendige for at få vores website til at fungere. Vi bruger vores egne cookies og tredjeparts-cookies til statistik, markedsføring og integration af tjenester. Klikker du videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies