
Medicinsk forhåndsgodkendelse
Hvis du har haft behov for at opsøge læge, har fået ændring i din medicinering eller har en kronisk sygdom, der ikke har været stabil i de to måneder, der fører op til afrejsen, bør du søge om medicinsk forhåndsgodkendelse.
Den medicinske forhåndsgodkendelse gælder pr. rejse, og skal laves tidligst to måneder inden afrejse. Godkendelsen skal bruges, uanset om du rejser inden eller uden for Europa. Du kan stadig rejse, selvom du ikke bliver godkendt, men det kan betyde, at du rejser med visse forbehold i din forsikring.
Spørgsmål og svar
At rejse er at leve og er en glæde for langt de fleste. Men glæden stopper brat, hvis du f.eks. kommer ud for en ulykke eller bliver syg, mens du er afsted på din rejse. Skulle uheldet være ude på en af dine rejser uden for Danmark, vil du med al sandsynlighed skulle betale de udgifter, der er ved en eventuel behandling.
Har du en rejseforsikring dækker den de økonomiske udgifter, der er forbundet med den skade eller sygdom, du er kommet ud for. Det kan være alt lige fra hjemtransport, til tilkaldelse af dine pårørende til lægebehandling på rejsedestinationen.
En rejseforsikring giver dig med andre ord tryghed, mens du rejser.
Det er ikke lovpligtigt at have en rejseforsikring, men det kan være dyrt for dig at lade være med at have en. For det er ikke altid nok at have det blå sygesikringskort, da det alene gør, at du er berettiget til at modtage behandling under samme betingelser som den lokale EU-borger er i det pågældende rejseland.
Det betyder, at du kan risikere en større regning, hvis du kommer til skade eller bliver syg på din ferie og ikke har en rejseforsikring. Det blå sygesikringskort dækker nemlig heller ikke, hvis du skulle have brug for hjemtransport. For at undgå bekymringer er det derfor fornuftigt at tegne en rejseforsikring for dig selv og din familie.
En rejseforsikring dækker økonomiske omkostninger, hvis du eller din familie kommer til skade, bliver syge eller kommer ud for andre uheldige og uforudsete situationer på jeres ferie eller rejse. Det betyder, at du kan være helt rolig, når du og familien begiver jer ud på nye eventyr i verden, hvis I tegner en forsikring hos os.
Afhængig af hvilken rejseforsikring du har tegnet hos os, vil du være dækket i forskellige situationer. Ønsker du en billig rejseforsikring, kan du vælge vores grunddækning, som dækker følgende på din rejse:
- Rejseforsikring basis. Den dækker alt lige fra sygdom og tilskadekomst til hjemkaldelse og evakuering.
- Forsinkelse. Her er du dækket ved transportforsinkelse, bagageforsinkelse og forsinket fremmøde.
- Ødelagt ferie. Her dækker forsikringen erstatningsrejse eller kompensation for ødelagte rejsedøgn.
Du vælger selv, hvor bred en dækning du ønsker. Er du i tvivl, eller vil du gerne have hjælp og vejledning til at tegne rejseforsikring, der passer til dine behov, er du velkommen til at kontakte os på 96 10 17 17.
En årsrejseforsikring hos os dækker rejser uden for Danmark
En rejseforsikring hos Alm. Brand kan tegnes med to forskellige geografiske dækningsområder:
- Rejseforsikring Europa. Den gælder følgende steder: Det geografiske Europa (indtil Ural), Færøerne, Grønland, Azorerne, De Kanariske Øer og Madeira. Det geografiske Europa: Albanien, Andorra, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Gibraltar, Grækenland, Holland/Nederland, Hviderusland/Belarus, Irland, Island, Isle of Man, Italien, Kanaløerne, Kasakhstan, Kosovo, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malta, Moldova, Monaco, Montenegro, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, San Marino, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien (England, Skotland, Wales), Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
- Rejseforsikring verden. Denne forsikring dækker i hele verden. Du skal derfor ikke tegne en selvstændig rejseforsikring til USA, da forsikringen også dækker rejser dertil.
Du kan dermed blive forsikret hos os uanset, hvor dine kommende rejser bringer dig og din familie hen.
Du skal dog være opmærksom på, at forsikringen ikke dækker udgifter forbundet med rejser til lande med krig, krigslignende forhold, neutralitetskrænkelser, oprør eller borgerlige uroligheder. Følg derfor altid anvisningerne fra Udenrigsministeriets rejsevejledning, den danske ambassade, Statens Seruminstitut eller anden offentlig myndighed.
Læs også altid gerne vores forsikringsbetingelser igennem, inden du booker din rejse.
En rejseforsikring hos Alm. Brand dækker dig og familien på ferierejser af maksimum 60 dages varighed. Det er vigtigt, at du tjekker op på, om du og din familie har ferierejser af længere varighed, da rejseperioder over mere end 60 dage ikke er dækket.
En rejseforsikring hos Alm. Brand dækker hele familien, hvilket vil sige alle medlemmer i husstanden og den fastboende medhjælp i husholdningen. Har du udeboende børn under 18 år, er de også dækket, såfremt de bor alene. Medrejsende ”delebørn” under 18 år er også dækket, hvis de rejser med en fra husstanden.
Rejseforsikringen hos os dækker også forsikringstagerens børnebørn, når de rejser uden deres forældre. Desuden er andre personer under 18 år forsikret, hvis de rejser sammen med forsikringstager.
Inden du rejser, er det vigtigt, at du sørger for at tjekke op på, om den rejse du skal ud på, er dækket af forsikringen. Det er nemlig ikke alle rejsetyper, der er dækket af rejseforsikringen, og det vil være ærgerligt at finde ud af undervejs, at du ikke er dækket. Tjek altid din police, så du er sikker på, om din rejse er dækket eller ej.
De rejsetyper, der er dækket af forsikringen, er følgende:
- Ferierejser.
- Studierejser arrangeret af folkeskole, efterskole eller gymnasial uddannelse.
- Sportsrejser arrangeret af en sportsklub (dækker dog ikke professionel sport).
Rene erhvervsrejser er dermed ikke en del af rejseforsikringen.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din rejse, ferie eller dele af den er dækket af forsikringen, er du velkommen til at kontakte os.
Rejseforsikringens pris afhænger af, hvad dine og din families behov for dækning er.
Med vores prisberegner her på siden har vi gjort det nemt og overskueligt for dig at beregne, hvor billig rejseforsikring du kan få hos Alm. Brand. Med prisberegneren kan du få et økonomisk overblik over omkostningerne ved en rejseforsikring, ligesom den giver dig mulighed for at skræddersy netop den forsikring, som passer bedst for dig og din familie.
Prisen på vores årsrejseforsikring afhænger blandt andet af, om du skal rejse til lande i Europa, eller om du ønsker en rejseforsikring verden, der dækker rejser i hele verden. Derudover har vores forskellige tilvalgsdækninger også betydning for, hvad prisen på din forsikring bliver. Det er dog et fornuftigt valg for dig og din familie, hvis du tegner en årsrejseforsikring med flere af vores tilvalgsdækninger, da I dermed er godt forsikret på jeres rejse.
Har du brug for hjælp til, hvilken rejseforsikring der bedst matcher dine behov, kan du kontakte kundeservice på 96 10 17 17 til en uforpligtende snak. Så hjælper vi med at tegne den bedste rejseforsikring for dig.